Novellen Steen og Grethes hævn.

Steen og Grethes hævn.

Grethe er færdig med at læse avisen og går ud i køkkenet for at lave frokost, Steen læser stadig en artikel om økonomi. Han undrer sig over, at folk kan bruge så mange penge. Steen sidder og forsøger at regne efter, men kan ikke få det til at virke realistisk.
Grethe råber ude fra køkkenet: ”Vil du have pølse og kalkunbryst på?”
Steen, der hører dårligt og er koncentreret om avisen, får det til, jeg vil have pølse, vil du have kvindebryst. Han råber tilbage: ”Hold nu op, du er 76 og ikke 26. – pølse og kvindebryst!”
Grethe kommer grinende ind i stuen og siger: ”Og du er en gammel døv nisse på 82.Vil du have pølse og kalkunbryst på din rugbrød?”
”Ja, det er fint”, griner Steen, kan du huske dengang …?” Grethe rødmer: ”Ja, men det er mange år siden, og du var altså meget fræk.”
Hun går varm i hovedet ud i køkkenet og smører maden. Steen falder i staver over den udflugt, han hentydede til. Han havde lokket hende væk fra de andre og i en lysning havde han forført hende. Han slumrer lidt ind. Og giver et spjæt, da tallerkenen rammer spisebordet.
Grethe siger skarpt: ”Så er der altså mad.”
De spiser frokost. Hun drikker sin mælk, den gamle tømrer får sin daglige bajer. Den er nu det ene af de to stridspunkter, de har tilbage, og de hæger begge om begge to. For som Grethe siger, vi er ikke alle ens, men der skal være plads til alle, hver gang hun siger det, siger Steen tak for det.
Grethe strikker lidt, går hen og stirrer ud ad vinduet: ”Jeg savner det nu lidt.”
”hvad?” Steen savner ikke noget.
”Jo – at gå en tur og se på alle forretningerne og drømme om fremtiden.”
”Det kan du da bare gøre, jeg kan jo næsten ikke halte hen til brugsen hver dag, som du forlanger.”
”Det er da lægen, der siger, at hvis du ikke rør dig, bliver dine knæ helt stive – vil du have det?”
”Jeg vralter jo med – ikke!”
”Jo, men hvorfor vil du ikke have en rollator? Det er da meget lettere.”
”Jeg vil sgu ikke slæbe rundt på sådant et monstrum, den stok jeg har lavet nede i værkstedet passer perfekt til mig, og kommer der en røver, får han et par af fars egestok, så vær du glad for at jeg foretrækker den, den giver dig den sikkerhed, du har brug for.”
”OK – OK Superman. Jeg laver kaffe,” siger Grethe og smutter ud, smider fire at de her moderne cookies på en tallerken, laver kaffen, dækker bordet, åbner vinduet, - med bemærkningen: ”Ja, du skal vel ryge dine Cecil – ikke!”
Deres andet stridspunkt. ”Jo, også selv om jeg nok kommer til at hundefryse. Man må jo lide for at kunne nyde en smøg.”
De får drukket kaffen, Steen får røget to smøger, sidder nu og døser lidt.
”Du snorker,” siger Grethe og ser på uret. Hvis de går nu, møder de nok Annbritt oppe fra 3. sal. Hun er sådan en sød pige, et værre snakketøj har hun også, og hendes 12 årige ben er så raske, når hun smutter frem og tilbage med cola og havregryn og sådan, imellem hylderne for dem.
”Så er det op og i hop bessefar – brugsen kalder.” Grethe står klar med stokken rakt frem.

Annbritt er tidligt på den i dag, hun møder dem lige uden for gadedøren: ”Må jeg komme med i brugsen?”
”Naturligvis, frøken Nico.”
Annbritt hedder Nicolaisen til efternavn, men vil kaldes Nico, det er så chikt, mener hun. Annbritt smiler glad, frøken, det er kun Steen, der kalder hende frøken: ”Så kan jeg samle varerne sammen – I skal bare sige, hvad I vil have, jeg er tit med mor hernede. Jeg fik ros for min stil af læreren, hun er sød, men drengene er dumme, de glor helt vildt på hende, bare fordi hun er så pæn.”
Grethe siger, at Annbritt er sød, at hun vil hjælpe dem, men de kan jo godt finde rundt henne i brugsen, men lidt hjælp til at tage varerne fra hylderne er jo altid velkommen, Annbritt knejser: ”Ja, Steen kan godt lide at få hjælp, ja altså hr. Nielsen, ikke Tobiases far – han hedder også Steen, men han bor langt væk, Tobiases mor siger, at det er godt. Hvordan kan det være det? Det er da synd for Tobias.”
”Måske fordi Tobias´ forældre ikke kan lide hinanden mere,” foreslår Steen.
”Nej, Tonias siger, at det er fordi, hans far vil bo sammen med en snotdum kælling. Nogen voksne er nu skøre, men det er dejligt vejr, det siger min mor er det vigtigste.”
”Ja, det er jo dejligt, når man ikke er så hurtig til bens,” siger Grethe.
Steen siger; Jeg kravlede sgu rundt på tage i alt slags vejr, man bliver hærdet.”
Annbritt vil vide: ”Får man så dårlige ben, når man bliver hærdet?”
”Ja,” smiler Steen, tager et chassètrin og siger: ”Men jeg kan da stadig danse med den lille frøken.”
Annbritt smiler glad, og holder døren ind til brugsen åben for dem. Annbritt kommer styrtende med en 2 l. cola.
”Vil I ikke have sådan en, min mor siger, at det er meget billigere end både øl og ½liter colaer.” De betakker sig, og Annbritt stormer afsted igen med colaen i favnen.
Grethe får det, hun skal bruge, og en lille pose vingummier til Annbritt, som hun får lige efter kassen, Annbritt gumler fornøjet og fortæller, at det skal være hemmeligt, for man må kun få lørdagsslik, for sundheden er vigtig.
De trisser hjemad og uden for gadedøren møder de Tobias, som smiler sødt til Annbritt, hun smiler igen. Tobias er 13 år og sød.
Annbritt siger voksent: ”Bærer sådan en rask ung mand ikke lige Steen og Grethes varer op for dem?”
Tobias skumler – hende og hendes oldsager, men siger: ”Jo, man er jo flaskedreng, jeg er vandt til at tage fat.”
Steen smiler. Både han og Grethe afleverer en bærepose til Tobias, som slæber dem med besvær op på første. Han ærgrer sig over, at Annbritt bliver inde hos de gamle oldsager, der dårligt nok kan vralte op ad trapperne.

Tobias mødes med de andre drenge i banden KEASTO – navnet er dannet af KEnnet, ASbjørn og TObias, Tobias er leder, han er stærkest, Asbjørn er næst i rækken, han er frækkest, Kennet er det tynde øl, han er yngst, men der sidder et godt hoved på ham. Selv om han er den eneste af de tre, som endnu ikke helt er 13 år.
Deres hemmelige møder foregår altid i et buskads i udkanten af SFO’en, hvor ingen kan se dem.
Tobias siger: ”Væk med telefonerne, vi har et problem. Jeg er træt at de oldsager, der bor henne i nummer 8, jeg vil være kærester med Annbritt, men hun tror sgu, at de oldsager ikke kan undvære hende, bare fordi de bor i samme opgang.”
De to andre vil også gerne være kærester med Annbritt, men Tobias er jo den stærkeste, derfor har han jo førsteret.
”Hva ka vi gør –” siger han ud i luften, men det forventes at Kennet løser problemet.
Kennet tænker, tænker og tænker.
”– NÅ –”, Tobias er irriteret.
Kennet siger: ”Vi må få oldsagerne på plejehjem, hvor de hører hjemme.”
”Det ka vi sgu da ik,” er Asbjørns bidrag.
”Hvordan?” Vil Tobias vide.
”Vi må have en plan. Jeg skal spekulere på den!” Kennet føler sig ude på dybt vand, fandens - at han ikke kunne holde mund, han har slet ikke lyst til at hjælpe Tobias med at få dejlige Annbritt.
Dagene går fint og roligt i nummer 8, både på 1. og 3. sal. Men henne i nummer 15 på 3. er Tobias, han har alvorlige kvaler over Annbritt.
I nummer 3 i stuen er Kennet svedende ved at fatte en plan: MOBNING. – det er løsningen. Et par gader henne tænker Asbjørn slet ikke på hverken oldsagerne, Annbirtt eller Tobias – Jo, måske LIDT på Annbritt.
KEASTO holder møde imellem buske på SFO’en igen, emnet er mobning af oldsager. Kennet udlægger planen:
”Fakta, de kan ikke bruge nettet.
Fakta, de går dårligt.
Fakta, gamle mennesker bliver bange, når man truer dem.
Fakta, oldsagerne er modne til plejehjem.
Trin 1. i planen, vi skiftes til at ringe på, på vej hjem fra SFO’en og skrige – skrid på plejehjem oldsager – ellers!!! Og så løbe.
Trin 2. snuppe hans stok, når han kommer ud ad brugsen med varer, og storme hen og smide den ved nummer 8. Så må den gamle kælling hente den til ham, han kan ikke gå et skridt uden den.”
”Hva er trin 3?” vil Asbjørn vide.
”Ja, hvad er det,” supplerer Tobias.
Kennet ser på dem med en alvorlig mine: ”Måske får vi kun brug for trin 1. Er trin 2. ikke nok, må vi revurdere sagen,” siger han overlegent.
”Ja, men hva ska vi så gør?” Vil Tobias vide.
”Er trin 1 og 2 ikke nok, finder jeg på mere.” Siger Kennet med en værdighed.
De to andre synes, at det er en god plan.
Kennet siger: ”Jeg ringer på i dag, Asbjørn i morgen og Tobias med hans dybe stemmen i overmorgen, og så mig igen.”
Asbjørn surt: ”Hvorfor skal du begynde?”
Tobias: ”Ja…?”
Kennet siger overlegent: ”Min stemme er lysest, den bliver de mindst bange for.”
De andre nikker, ja, han forstår sig sgu på det.
”Plan og tidsskema er vedtaget,” siger Kennet overlegent. Han kan mærke, at han er ved at få magten.
Efter SFO’en styrter Kenneth afsted, så han ikke risikerer at Annbrit ser ham. Han ringer på, venter og venter, bare Annbritt nu ikke når at komme.
Grethe svarer med sin spinkle stemme: ”Ja … hvem er det!”
Kenneth brøler: ”Skrid på plejehjem, oldsager – ellers !!!” Og så spæner han.
Grethe går tilbage til stuen.
Hvem var det, vil Steen vide.
En uartig unge, som skreg i dørtelefonen.
”– hvad?”
”En uartig ...”
”Ja for fanden – jeg er ikke døv, hvad skreg han?”
”Skrid på plejehjem, oldsager – ellers !!!”
”He, he,” gnækker Steen, ”det er nok en af Annbritts tilbedere.”
”Ja måske,” medgiver Grethe. Ingen af dem skænker det derefter en tanke, børn er jo børn.
Dagen efter beretter Grethe for Steen: ”I dag var det en ny dreng.”
Lidt efter banker det på døren. Grethe lukker lidt nervøst op: ”Åh, er det dig, kom ind Annbritt. Ja, jeg troede, at det var drengen!”
”- Asbjørn? - Jeg så, han stod dernede, men han smuttede, før jeg kunne nå at sige noget.”
”Der var en dreng, som råbte noget grimt i dørtelefonen før, så jeg var bange for, at det var ham, der kom.”
”– Guuuud – Asbjørn, neeejjj altså, hvorfor?”
”Jeg tror, at der er nogle drenge, der har set sig sure på os,” siger Grethe.
”Pjat!” kommer det inde fra stuen, ”det er da bare drengestreger.”
Steen og Grethe får deres kaffe, Annbritt får småkagerne og en tår mælk, imens hun pludrer om alt og intet.
Dagene går, drengene fortsætter deres chikane. Grethe er ked ad det, så Steen siger: ”OK, jeg stopper det.”
”Hvordan?” Grethe er et stort spørgsmålstegn.
”Vi drikker kaffe tidligt i morgen, og når vi har drukket kaffen, lader du vinduet stå åbent og stiller en stol derhen, og stiller du en kande vand i vindueskarmen.”
”OG?” vil Grethe vide.
”Jo, når drengen kommer og ringer på, går du ud og svarer, imens jeg hælder vandet ned over ham.”
”KAN man det, får vi ikke ballade for det?”
”Han siger sgu da ikke et klap til nogen. Men gør han, er det jo værst for ham selv.”
Dagen efter sidder Steen klar ved vinduet. Han hygger sig og har snydt sig til en ekstra smøg. Det ringer på døren. Både Steen og Grethe rejser sig, Grethe går ud til døren – Steen tager vandkanden, Tobias står og venter på, at Grethe svarer. Hendes spinkle stemme lyder i højtaleren.
Tobias åbner munden, samtidigt med at vandet fosser ned over ham – og brøler i forskrækkelse: ”SKRIIIID” – ser op.
Steen vinker til ham og råber: ”UPS – Ha ha ha.”
Tobias stormer hen ad gaden. Dagen efter bliver der ikke ringet på døren, KEASTO har krisemøde i buskene.
Tobias er ophidset: ”De gamle svin smed sgu en hel spand vand ned over mig, forbandet svineri – børnemishandling,” er hans mening.
”Ja, men det holder du kæft med,” siger Kennet.
Tobias ser på Kennet: ”hvad fanden mener du? Det var sgu da din egen plan.”
Kennet siger uberørt: ”Ja, nu er det så trin 2 i planen. Det må være AS, der gennemfører det trin, han er jo den hurtigste.”
Asbjørn mugger: ”Det er fandeme din tur.”
”Ja, men jeg er jo hverken så stærk eller så hurtig som dig, vel!”
Asbjørn vokser lidt: ”Nej, nej, men TO er jo den stærkeste.”
”Jeg har fandeme fået vand smidt i hovedet og ud over det hele,” Tobias føler sig ydmyget og tror måske heller ikke at det er helt risikofrit: ”Og så er du jo den hurtigste af os – ik!”
Sagen er afgjort.
Kennet forklarer: ”Det skal være på fredag. Jeg har luret på dem, de køber flest varer fredag. TO, du må charme Annbritt, så hun ikke når at møde dem.”
”Hvorfor det?” Vil Tobias vide.
”De går jo altid på hver side af ham, så er det jo ikke til for AS at snuppe stokken - vel!”
Sagen er klar, i overmorgen er det fredag.
Fredagen oprinder, Tobias er rystende nervøs. Lidt før de skal afsted fra SFO’en får han Asbjørn til at spørge Annbritt, om hun vil følges med Tobias. Annbritt er smigret, det er jo nærmest en date, så hun siger: ”Hvis han gerne vil, er det da i orden.”
Tobias spadserer ved siden af Annbritt, han er genert og ved ikke, hvad han skal sige. De kommer forbi kiosken. – ”Giver du ikke noget snold?” siger Annbritt.
”Jo da,” Tobias er ærgerlig, hvorfor foreslog HAN ikke det.
Inde i kiosken får Annbritt både et chokoladehjerte og en lakridspibe, hjertet er Tobias´ valg.
”Lakridspiber smager sååå dejligt,” betror Annbritt, Tobias har købt det samme til sig selv. Han nikker og ser forelsket på Annbritt, imens HANS hjerte bliver varmet i en lille pigehånd, til piben er fortæret, så ryger hjertet den samme vej, Tobias gemmer HENDES hjerte i lommen.
Steen og Grethe maser hen til brugsen. Grethe går og sludrer om, at det er mærkeligt, at Annbritt ingen steder er at se.
Steen siger, at hende ser de sgu snart ikke mere, hun er jo begyndt at kigge efter drenge. ”Vissevasse,” vrænger Grethe, hun er jo kun en lille pige.
Steen holder galant døren med sin stok for fruen. Grethe fniser: ”Det behøver du da ikke, din gamle pjatterøv.” Men hun nyder, at hendes mand altid har været en gentleman, dybest nede, selv om der i årenes løb nogle gange har været lidt langt ned til ham gentlemanden.
De får handlet ind. Steen insisterer på, at de skal have to sixpack dåseøl, da Jens og Dorthe kommer, og de skal også have kakaomælk til lille Frederik.
”Styr dig dog, mand, Frederik er en og tyve. Han drikker da øl som både du og din søn, hvis han da kommer. Du kan da godt købe en gang kakaomælk, jeg ved jo, at det er fordi du selv er vild med det, at du i alle disse år har brugt Frederik som undskyldning.”
Steen mumler bare: ”He he, den gik sgu endnu engang.”
”Jeg hørte det godt,” siger Grethe smilende. Steen elsker den slags små julelege om alt og ingenting.
AS står på sin post og er mere klar end Asbjørn er. Det er da uretfærdigt, at han skal jage med de gamle. Det er jo Tobias, der skal have Annbritt. Asbjørn mander sig op og bliver den frygtløse AS.
De gamle kommer trissende ud ad brugsens indgang, AS ser dem nærme sig – en – to – tre skridt – fire, fem, så er det NU, AS suser frem, griber fat i stokken. En gammel jernnæve flår den ud ad hans hænder. Asbjørn falder forover, godt hjulpet af det slag Steens stok rammer hans bagdel med. – ”Pas på lille fyr,” siger Steen, ”du mistede da vist balancen der.” Asbjørn kravler væk, imens han hyler: ”Det var fandeme da dig, der smadrede mig en med din skide pind.”
- ”Ja men dog – ja men dog!” Det er Grethe, der er på vej imod den slagne kriger.
Asbjørn rejser sig og ømmer sig: ”Du rør mig sgu ikke, din gamle hejre,” fyrer han af. Inden han tager flugten og Annbritt runder hjørnet sammen med Tobias.
Tobias stivner, hvad fanden var lige det? Oldingene skulle jo stå der og glo som et par idioter, men de står og griner. Asbjørn smuttede da vist om hjørnet. Igen ydmyges Tobias. Denne gang må han slæbe helt henne fra brugsen. Halvvejs oppe af trappen må han lade oldingen selv snuppe den tungeste pose, og den idiot trasker bare videre, som om han ikke bærer på en skid. Ydmygelsen er total, da Tobias kommer heflende med den sidste pose i begge hænder. Grethe roser ham og stikker en femmer til ham, uden at de andre opdager noget. Da Tobias går, smider han femmeren på måtten, man er sgu da ikke en tigger i S-toget.
Steen fortæller om de to måske tre drenge, som chikanerer dem, til Annbritt. Annbritt kan ikke forstå, at de er så frække, men griner af Steens beretning om vandgangen og det store stokketyveri, som blev forpurret af en jernhånd og en jernvilje. Annbritt laver himmelvendte øjne, og tilstår, at hun var lige ved at falde for Tobias charme. Hun er dog lutter øre, da Steen fortæller om det modtræk, han har udtænkt. Han vil lave en fælde der får Tobias, som må være lederen, til at tabe ansigt over for andre voksne. Annbritt forsøger at udfritte Steen, men han siger, at han skal have udtænkt detaljerne, og måske kan Annbritt få sin rolle i planen.
Nyt krisemøde i KEASTO i buskadset mandag. Asbjørn forklarer det dramatiske overfald på hans bagdel, viser de to andre den røde streg skråt ned over den.
Kennet hvisker: ”Er du sindssyg mand, få da den væk, hvis nogen ser os, tror de sgu da at vi er bøsser.” Asbjørn får beviset dækket i en fart. Tobias vil ikke have, at de fortsætter, for han er snart kærester med Annbritt. Asbjørn er hævntørstig, men får et par flade af Tobias, så fordamper hævntørsten, og efterlader en sur forurettelse, Asbjørn har en øm røv og Tobias har Annbritt. Kennet har sin egen plan.
Et par dage efter fortæller Kennet Tobias, at Asbjørn går og fortæller folk, at Tobias og Annbritt er kærester og har kysset og al ting.
Tobias meddeler Kennet, at han vil møde Aabjørn bag gymnastiksalen.
Kennet siger: ”Vil du slås med ham.”
Tobias siger overlegent: ”Nej, han skal bare have en røvfuld, så han lærer at holde sin kæft med, hvad vi snakker om i KEASTO.”
Steen er en grundig håndværker, så han har lavet en kopi af flaskeautomatens hul til flasker, Annbritt beundrer den.
Grethe ser overbærende med: ”Al det arbejde for at drille en dreng på 13 år, tænk dig dog om mand, de gør os ikke noget mere.”
Steen forklarer tålmodigt, at hvis det havde været ham selv i den alder, skulle der altså en hel del til, så det skulle der nok også i dag, tiderne skifter, men det gør drengehjerterne ikke.
”OK – OK – det kan da også blive meget sjovt, hvis du kan lave det nummer,” mener Grethe. Steen viser Annbritt, hvordan hun skal stable dåserne, og den lille finesse med ”låsen”. En dåse som sættes i klemme, så hverken Annbritt eller Grethe kan rokke dem ud ad stedet. Så skal Annbritt tage ”låsen” ud, den glider ganske let, og et par snuptag og dåserne vil kunne suse ind i maskinens gab.
”Generalprøve i marken i morgen,” meddeler Steen, som en anden general.
”Javel chef!” siger Annbritt, ”vi er femte kolonne,” tilføjer hun.
”Nej nej,” siger Grethe, ”det er de slemme, som er den slags.”
”Så er vi Grethes Helte,” foreslår Annbritt.
”Den er jeg med på,” siger Steen. Og de er klar til deres generalprøve.
De sammensvorne går hen til flaskeautomaten, som heldigvis er placeret lidt fra indgangen, Annbritt placerer dåserne med åbningen forrest. Maskinen vil ikke tage dem, så hun kan i ro og mag lave sin stabel, skubbe den lidt ind og sætte låsen i. Hun viser Steen, at de sidder godt fast.
Steen tjekker det alligevel selv, med bemærkningen: ”Sådan en stor dreng” – ”ung mand,” indskyder Annbritt. ”Ja, sådan en,” smiler Steen, ”er jo stærkere end sådan en nydelig ung frøken.” Han mærker efter – ”Ja, de sidder fint, og nu”…
Annbritt fjerner låsen, vender i en fart dåserne, som glider stille igennem maskinen, som spytter sin bon ud,
Grethe tager den med bemærkningen: ”Nå, kan man så komme ind og handle, eller har I flere tossestreger i dag?”
”Kald du bare vort geniale påfund for tant og fjas, vi er lige bag dig, mutter.”
”Jeg hedder Grethe, om jeg må be,” siger Grethe og stikker næsen i sky. Hun styrer imod indgangen, som var hun general for de væbnede styrker.
Indenfor har Tobias set sit snit til at finde en hylde, hvor han kan rette på nogle tomatdåser, og holde øje med Annbritt samtidigt.
Hun kommer tæt på, sætter en hånd på hans skulder, og siger henført: ”Heeej!!!”
Tobias ansigt får farve som de tomatdåser, han står og famler med: ”HH-HEJ.” Får han frem med høj stemme. Annbritt sender ham et fingerkys.
Steen går og gnækker: ”He, he.”
Grethe siger: ”Jeg får lidt ondt af den unge mand.”
”Han er selv ude om det,” mener frøkenen.
Tilbage i lejligheden siger Steen: ”I morgen, frøken.”
”I morgen, general,” siger Annbritt, så løfter hun hånden og siger: ”Gi me five,”
Steen glor: ”Hvad vil du have.”
Annbrit forklarer, at det er noget, man siger og klasker hænderne sammen, når man er venner, og er enige om noget, og slutter, ”Gi me five.”
Steen klasker hendes lille hånd, måske lidt hårdt, men Annbritt tager det pænt, og Steen siger: ”OK baby, let’s do it.”
”YES!” Siger Annbritt og de stemmer knoerne imod hinandens.
”Kom nu hjem til lille Danmark, folkens,” smiler Grethe.
Steen og Annbritt udvælger de seks nye dåser, som skal bruges til fælden og dem Annbritt skal stå med og vente på Tobias i morgen.
”Så er der kaffe, småkager og mælk klar til Generalen og Babyen,” siger Grethe.
Fredag, Steen og Grethe er på deres poster inde i brugsen, Annbritt placerer dåserne, tilføjer sit eget lille bidrag, en dåse hun har tisset i, som hun lægger foran de andre, så Tobias skal fjerne den, før han kan komme til de andre. Alt er klart, hun trykker på knappen.
Tobias stemme lyder i højtaleren: ”Kan jeg hjælpe med noget?”
Annbritt: ”Der sidder dåser fast i automaten, Tobias, jeg kan ikke få mine derind.”
”Kommer straks,” siger Tobias professionelt. Et øjeblik efter står han hos Annbritt, ser på automaten, flår ”tisdåsen” ud og får en del sjasket ned ad sig selv: ”Svineri!!”
”Du lugter af tis,” siger Annbritt.
Tobias flår i de resterende dåser, ”forbandet hærværk,” mumler han rød i hovedet, sætter skiltet med, ude af drift, på automaten. ”Du må komme igen senere, en af de voksne skal ordne den.”
Annbritt står med store øjne og ser uskyldig ud. Da Tobias smutter, tager hun låsen ud, lader dåserne rulle ind og smider sine alibi-dåser ind også – får sin bon og skynder sig ind til Steen og Grethe.
Tobias får fat i Dennis. Han er så god til det med flaskeautomaten. Sammen går de ud til automaten. Dennis kigger på den: ”Der ser da ikke ud til at sidde noget fast. Hvad fanden er det, du lugter jo af pis!”
Tobias ser måbende ind i det åbne hul: ”Men .. men den var altså blokeret før!”
”Ja, men så er der nok en kunde, som har fået sig lidt ekstra flaskepenge – ikke! – Smut hjem og bliv vasket, vi kan da ikke have dig rendende rundt her og stinke.”
”Det var dåsen … ”
”Ja, fint nok, smut nu bare.”
Tobias lusker rød i hovedet hjem. Fandens svineri. Og Annbritt sagde, at han lugtede af tis.
Trekløveret handler, og på vej hjem fortæller Annbritt om sit tilskud til løjerne, og om hvordan det gik inde ved automaten. Grethe er chokeret, mener at Annbritt var for grov. Steen siger med fast stemme: ”Ingen generer Den Tapre trio. He he.”
Lørdag, det ringer på hos Annbritt, hendes mor løfter røret. ”Det er Kenneth Andersen, er Annbritt hjemme?”
”Ja, kom ind.” Hun buzzer ham ind. ”Annbritt, det er en dreng, som hedder Kenneth Andersen til dig.”
Annbritt stormer ud og lukker fordøren op. Kenneth kommer op da trappen, han rækker hende en kuvert. ”Hvad er det?” – ”En invitation til min fødselsdag på lørdag, altså næste, ikke i dag, jeg bliver 13 på onsdag.”
”Hven kommer?”
”Dig og mig!”
”Så er det jo en date!” Det jubler inden i Annbritt, hendes første rigtige date, ”men …” Siger hun tvivlende.
”Bare rolig, min mor har skrevet det hele, vi skal spise sammen med dem, min far kører os i biffen og henter os, du kan roligt vise din far og mor det.”
”Kom,” hun tager hans hånd og slæber ham med ind i stuen: ”Se her, mor, må jeg – please!!!” Hun rækker kuverten frem, hendes mor tager den, læser, ser smilende på Annbritt og Kenneth: ”Naturligvis lille skat, hvis Kenneth lover at passe godt på dig. Hun ser strengt på ham.”
”Ja – ja, det skal jeg nok,” siger Kenneth overrumplet. Ude i entreen kysser Annbritt Kenneth flygtigt – på munden. Han ved, at han kom ned ad trapperne, for nu står han svimmel og lykkelig nede på gaden. På mandag …..
I busken sidder Asbjørn og Tobias allerede, da Kennet spankulerer ind: ”KEASTO lukker,” meddeler han dramatisk, ”jeg har ikke tid mere, jeg skal på date med Annbritt på lørdag!!!” Kenneth spadserer ud igen.
Tobias sværger at smadre Kennet.
Asbjørn forklarer med skadefryd i stemmen, at det kan han ikke, fordi Annbritt har selv valgt.
”Ka du ik se, Kennet har plannet det hele?”
”Gu har han da ej.”
”Og du har fortalt alle, at jeg er kærester med Annbritt.”
”Det har jeg i hvert fald ikke.”
”Nå ikke!” Tobias skubber til Asbjørn, som skubber igen. Tobias slår Asbjørn, som slår igen, Tobias bliver rasende, slår vildt, Asbjørn forsøger at dække sig. Pædagoger og andre børn kommer til, og de bliver skilt ad. De er begge tvære, men vil ikke sige, hvad der var i vejen. Det kom aldrig frem.
Tobias blev ydmyget, Asbjørn fik bank, Kenneth fik pigen. Steen og Grethe fik fred og Annbritt kom på sin første date. Hun fortæller Steen alt, men Grethe må også godt høre det. Nu er Kennet tit med både i brugsen og oppe at besøge Steen og Grethe.
Grethe synes, at han er en sød dreng. Steen har lært Kennet, hvordan man høvler et bræt.